Engang foretog Høstmanden sit arbejde som højre hånd for Beran Setaou, Gud af Opløsning: han tog, hvad Bahar-Taraji, Gudinde af Kreation gav, og hvad Baljit-Elvedin, Gud af Konservation, søgte at beskytte - livet . Efter slaget mellem de to broder guder og bandlysningen af Beran-Setaou forblev Høstmanden loyal over for sin position.

Selv i dag, bringer han utallige ofre til sin Gud i en mørk hvælving dybt under jorden. Skrigene af de forpinte sjæle ekkoer ud gennem det uendelige mørke og avler ufattelige rædsler.

Efter den store kamp i Demon Tårnet, hvor Høstmanden syntes at gå i opløsning med et bloddryppende skrig foran dine øjne, tænkte heltene fra de tre riger, at de havde slået deres modstander. Men hvordan kan en kamp mod døden i sig selv nogensinde have en ende? Høstmanden brugte sine mørke kræfter til at samle nye legioner omkring ham. Mens han spiste af de fordømte sjæle, svor han bitter hævn.

Før krigerne kunne vaske blodet af deres sværd, en dyb rumlen steg fra dybet af verden og steg til en øre-bristende torden. Fuld af ængstelse, kammeraterne kæmpede sig vej ud igen og blev mødt med et inferno: en dyb revne havde brændt jorden, flammer og sort røg stiger op fra revnen. På overfladen er skrigene fra de forpinte sjæle fremtrædende.